2002

31. December 2002 af Pelle

23. december GrønMandGå skal jo ikke være anderledes end alle andre: Vi vil da meget gerne have lov til at ønske dig en glædelig jul. Det er jo ikke alle, der kan fejre sådan en!

17. december På vegne af alle grønne mænd i denne vegne, vil webdrengen gerne sige TAK til trommeschläger Mads, der har punget ud til fornyelsen af www.groenmandgaa.dk-domænet 🙂

10. december Forsanger Nicolai føler sig helt forfordelt midt i alt det her EU-udvidelsespjat. Og det går jo ikke. Her følger så webdrengens uforbeholdne mening: Det var jo ganske godt. Der var rent undtagelsesvis indtil flere personer der kunne høre mere end første nummer — og rent faktisk gjorde det. Det i sig selv er da en bedrift. Og der var vist ikke engang nogle instrumenter der gik i stykker?

Men ok, der skulle jo også ske noget positivt — landet ligger nemlig sådan, at GrønMandGå for første gang siden det herrens år 1997, ikke skal spille til ØI’s julefrokost!

27. november Det ligger nu helt fast, at GrønMandGå skal spille til ære for Lars. Under hvilke omstændigheder og om det bliver plugged eller unplugged, er der ingen der ved. Mindst af alt de grønne mænd.

11. november Så er der gang i gaden. Lars fylder år og fejrer det i sit Rødovredomicil fredag d. 29. Det er der mange der ser frem til, mindst GrønMandGå, der vil fejre ham med et par udvalgte numre.

Webdreng Pelle™ skal i øvrigt lave endnu en udenomsgrønlig ting — han er blevet shanghajet til at spille guitar d. 17/12 til Udenrigsministeriets Syd-gruppes julefrokost. Det bliver sikkert en oplevelse!

26. oktober Hvad der måske vil gå hen i historien som den korteste GrønMandGå-koncert, var dog ikke nødvendigvis samtidigt den dårligste. Der var i hvert fald en alien(!) der var meget begejstret!

20. oktober Så sker det — GrønMandGå skal i løbet af kommende uge mødes til øvning. Det er første gang i et halvt år. GrønMandGå skal med relativt stor sandsynlighed spille en lillebitte koncert på et kollegium i indre by fredag d. 25. Så kan man jo spørge sig selv, hvad den information kan bruges til, men GrønMandGå regner så småt med at de måske skal overveje om det ikke var på tide at spille en “normal” koncert, som andre end bekendte kan høre. Men det er jo bare altsammen spekulationer 🙂

23. september Siden har været nede et par dage, uden at Webdreng Pelle™ har været klar over det. Han erkender at han har været en klaphat. Nu kører den imidlertid igen og tak for det. GrønMandGå beklager MEGET at det kunne ske. 🙁

27. august Det forlyder fra førerkontoret, at Mads Eskildsen fremover vil bruge pseudonymet “Mads Büchert Eskildsen” i bandsammenhængng, for li’som at gardere sig mod utérlige fans.

14. august I en samtale over Atlanten (der med garanti var så kedelig at Echelon stod af) er Pelle og Nicolai blevet enige om fremover at bruge pseudonymer. Pelle vil fremover hedde Pelle Svane Jakobsen, mens Nicolais alter ego kommer til at hedde Nicolai Hennecke Hartmann. Det vides i skrivende stund ikke om de andre medlemmer at GrønMandGå også fremover vil bruge pseudonymer.

12. august Det er gode tider for GrønMandGå. Mapperne med sange, nye som gamle, er blevet reddet af Pelledrengen under en dramatisk redningsaktion. De var ved et uheld blevet smidt ud, men er nu i god behold. Glæd jer til nye sange om cola-automater, pollen-allergi og en mystisk sygdom kaldet kærlighed. Personen der ved et “uheld” havde smidt sangene ud, står endvidere anklaget for bamsemord ved den internationale bamsedomstol for snigmordet på Pelles bamse gennem 19 år.

8. august Nu får du chancen for at gøre noget, mange gerne vil — du kan styre Pelledrengen i et lille spil lavet af flash-kongen Yez!. Det kræver flash6.0, som kan hentes gratis. Enjoy…

1. august Så er der (lidt) nyt fra andedammen. Man kan fremover finde informationer om GrønMandGå på det helt nystartede site Soundvenue.com.
GrønMandGå synes det styrer for vildt. Gør vi så. Tjek det ud før din nabo.

16. juli: Vi ville bare gøre opmærksom på at vi stadig er i live. Så længe en vis forsanger er i USA, har vi ikke tænkt at gøre dagens gerning. Men tjek i nærmeste fremtid (i denne uge) den russiske dj Igor Lager ud. Han spiller bl.a. på Stalingrad/Stengade.

23. juni: Forsanger Nicolai har besluttet at forsøge at erobre det amerikanske marked en gang til. Vi skal ikke afsløre for mange detaljer, men kan med stor sandsynlighed skrive, at han har fundet minimum en fan i staten Californien 🙂

11. juni: Efter et hektisk forår med stor aktivitet — vi spillede for eksempel en halv times koncert i midten af marts — kan GrønMandGå tage hul på sommerferien. Forsanger Nicolai tager i hvert fald til USA d. 18. og sandsynligheden for at de andre grønne mænd mødes om andet end en øl, er nok ikke meget større end sandsynligheden for at SE & HØR for eftertiden ikke vil bringe skandalehistorier.

17. maj: Trommeslager Mads fra GrønMand har længe haft en teori om at George Bush var død, men Pelle så ham i dag på tv. Snydt Mads. Og lidt mere vigtigt: Lars er vendt hjem og spiller i aften en koncert med fritidsbandet uncle frank’s rash i Sofiekælderen.

13. maj: Langt om længe vender Lars hjem fra eksilet i Prag. GrønMandGå vil MEGET gerne ud at spille hurtigst muligt. Vi lo-o-over.

30. april: Øv øv og atter øv. Endnu en gang er Nicolai flyttet og endnu en gang står GrønMandGå uden tag over hovedet. Gruppen havde ellers talt om at give den en skalle efter Mads’ hjemkomst fra Talinn, men nej, sådan skulle det ikke gå. Hvis du, kære Grønne Mand (m/k), alligevel skal på gaden i morgen for at protestere over regeringen, vejret eller prisen på øl, så tag lige at medbring et banner til ære for de hjemløse danske bands. Vi vil med glæde stille op til en støttekoncert. Specielt hvis Aqua-Lene kommer…

PS. Rygterne om at der vil blive ophængt en mindeplade med ordene “Her øvede GrønMandGå i perioden 99-02” udenfor Musica på Egmont-kollegiet, er helt og aldeles falske.

23. april: Nu kan vi ikke trække den længere… Lige siden vores mini-koncert på ØI i december, har GrønMandGå haft et stort problem: Vi kan ikke finde Nicolais mappe med tekster. Mappen indeholder frugterne af flere års arbejde, så hvis du har set den (eller købt den på en auktion på nettet), vil vi MEGET gerne høre om det. Please…

22. april: Der har de sidste par dage været midlertidige problemer med siden. Det skyldes nogle problemer med itu’s server. Vi håber ikke det har ført til mavesår rundt omkring i landet.

18. april: GrønMandGå er glade for at kunne præsentere endnu en fan. Linebine er hermed officielt erklæret GrønMandGå-fan for sin utrættelige indsats.

Hvis DU også vil være officiel fan og få interessante nyhedsbreve, så send en mail til os.

15. april: GrønMandGå er netop blevet tilmeldt MyMusic.dk. Tjek siden ud før din nabo. Du kan drible direkte ind på vores side ved at klikke her.

5. april: Hvis en enkelt bruger skulle have fået den mærkværdige idé at bruge Netscape 4.X på vores side de sidste to dage, har vedkommende muligvis fået sig en grim oplevelse. Selv i Netscape burde siden vises “pænt” nu. Derfor behøver man nu ikke bruge Netscape bare for at glæde GrønMandGå.

4. april: Nicolai er blevet syg, derfor har GrønMandGå valgt at aflyse koncerten i aften. Vi arbejder på at finde et nyt sted at spille så snart som muligt.

3. april: Siden har fået en ordentlig forårsrengøring. Hvis noget ikke virker, så skriv…

2. april: Da GrønMandGå er et meget alvorligt og etisk band, der ikke kunne finde på at gøre grin med sine gæster, har der på denne side IKKE været nogen aprilsnar. GrønMandGå har, i stedet for at finde på løgnehistorier om at vores statsminister går i dametøj, lavet et nyt omkvæd til “Månemand”. Det nye omkvæd bliver luftet på torsdag. “Månemand” — nu også med funk.

28. marts: Ifølge sædvanligvis velunderrettet kilde oplyses det at koncerten d. 4/4 med GrønMandGå afholdes som en del af Egmontkollegiets forårskoncert. Den starter kl. 16.00, men bandet går først på ca. kl. 22.00. Det foregår i caféen og er ganske gratis, så kom glad.

11. marts: GrønMandGå havde i denne weekend fornøjelsen af at kunne præsentere Jonas d. II Lieberkind til et publikum, der imidlertid havde andet at se til. Og det på trods af at GrønMandGå gav den fuld hammer med dobbelt saltomotale og skrue. De to mest markante anmeldelser EFTER koncerten var: “Jeg synes Weimarrepublikken var god” (den blev ikke spillet) og “Gud, skal der være live-koncert?!?”. Pelle var rent musikalsk ikke i topform, da han havde forstuvet en finger under indkøb af “Snyd ikke dig selv i skat”, men gjorde dog sit bedste. Nicolai påstår hårdnakket at have talt med folk der både havde hørt musikken og nydt den. Hvis man ikke hørte GrønMandGå under koncerten, kunne man til gengæld høre dem bagefter, da diverse æggehovedspørgsmål blev diskuteret højlydt. Sættet bestod af et par kendte sange, “Alle zoner”, “Mesteren og Marguerita”, “Hvorfor?”, og en enkelt nyhed, “Jeg vil være indianer”. Idéen om at spille “Weimarrepublikken” blev droppet. Så ka’ de lære det!

21. februar: Så er Nicolai hjemme igen. Hurra. GrønMandGå vil i nærmeste fremtid mødes i øvelokalet for at planlægge de næste bedrifter.

7. februar: GrønMandGå går nye veje… I efterhånden en hel del år har GrønMandGå bevidstløst sendt medlemmer sendt til østeuropæiske lande uden tanke for et helt udækket marked. Men det skal være slut nu. Derfor er Nicolai per dags dato sendt på pr-rejse i USA. Dette land har ikke hidtil haft den store tradition for rockmusik, men det håber GrønMandGÅ selvsagt at kunne ændre på.

4. februar: GrønMandGå erkender at der i sangen Alle Zoner er sket en svipser. Det link der hidtil har været til prinsen har været til Kronprins Frederik. Vi erkender blankt at der selvfølgelig også bør være et til HKH Henrik, der jo står højere i hierarkiet.
Undskyld Henrik, vi giver en kvajebajer ved lejlighed.

28. januar: Nu er Jonas d. II Lieberkind efterhånden så integreret i GrønMandGå, at han har fået sin helt egen afdeling under afdelingen medlemmer.

25. januar: Efter at Nicolai har ofret sig et par måneder i slavistikkens navn, er det nu Lars’ tur. For at leve op til GrønMandGås benhårde princip om aldrig at være fuldtallig, er Lars draget til Prag, pilsnerens sande hjemstavn.

4. januar: Så er det nye år sandelig begyndt. Rygterne vil vide, at GMG skal mødes først i næste uge for at prøve deres nye guitarist af. Endvidere vil de generobre det gamle øvelokale ude på Egmont. Spændende spændende.

Lagt i | Ingen kommentarer »