2004

31. December 2004 af Pelle

2. december Nu nærmer vi os efterhånden julen, og mener selv, at vi har noget godt nyt i gaveposen. Samtidig har GrønMandGå nu efterhånden vænnet sig så meget til deres nye øvelokale, at de afholder en ultrasuperdupertophemmelig koncert der, hvor der kun er inviteret fire gæster, der skal høre de nye numre. Hvis de bliver godkendt dér, vil de i allernærmeste fremtid blive spillet til en koncert!

23. november Webdreng Pelle™ kom i går til at bruge intet mindre end 114%(!) af den serverplads GMG har til rådighed ved at lægge de uredigerede film ud på siden. I mangel af tid har GMG derfor besluttet, at indtil videre, kan man derfor kun se optagelserne i formatet wmv, der kræver at man bruger Windows Media Player. Ikke optimalt – og det er lydkomprimeringen heller ikke – men man kan da stadig se Nicolai gå agurk i “Hvorfor?”

22. november Mens Webdreng Pelle™ nyder den første julesne, brokker andre medlemmer sig over, at videoerne fra Tremark 2004 ikke var blevet lagt på siden. Det er de nu:
Hvorfor
Alle zoner

19. november Mens den første julesne falder over landet, er vi glade for, at kunne erklære, at vi nu er klar til at kunne vise billeder fra Tremark2004. I år er billederne taget af Lea, og tak for det!

Derudover er GMG efterhånden færdige med ikke mindre end tre sange!!!

4. november Goddag i stuen. Udover at GrønMandGå generelt er i godt humør da Nicolais kone har fødselsdag i dag, fejrer vi også at Webdreng Pelle™ nu har gennemgået koden, så siden nu er blevet endnu mere økologisk. Vi kan ikke udelukke, at der vil komme lidt flere ændringer, men lad os ikke blive alt for ivrige. Desuden er DeGrønneMænd ved at skifte web-hotel. Du kan se forskellen, når du fx går ind på en underside.

Men nu vil vi hellere se sport!

13. oktober Det kan godt være, at siden de næste par dage vil se lidt mystisk ud. Webdreng Pelle™ har nemlig helt uden at spørge nogen besluttet, at hjemmesiden lige skal en tur rundt om værkstedet og have tjekket koden. Hvem ved, det kan jo være, at der ligefrem kommer et nyt layout. Man kan jo aldrig vide…

12. oktober Bedre sent end aldrig… GrønMandGå har, tada, fået et nyt øvelokale, så hvem ved, måske kommer resten af verden snart til at høre de nye sange. Der kommer snart nogle (nye) billeder ud her på siden fra 3MARK2004, og Lars skal snart en tur til København 🙂

10. august Det forlyder fra fjernlageret, at Lars helt sikkert er i Prag, og således ikke kan komme til at spille med DeAndreGrønneMænd i nær fremtid. Ligeledes forlyder det, at Nicolai og Pelle har øvet sammen og ved denne lejlighed har lavet et nyt nummer, Stop pollen. Det skal præciseres, at de to ved denne lejlighed var i Pelles lejlighed, hvor de i nær fremtid vil mødes med Jonas d. II og øve lidt mere. Når Mads vender hjem fra sit ferieeksil, vil de øve noget mere, og forhåbentlig så være klar til at levere en pragtpræstation på årets tremarksfestival. I øvrigt skal Nicolai ud at kigge på en ny lejlighed.

27. maj Godt ord igen. Siden sidst er der sket det, at Jonas d. II Lieberkind er blevet kandidat på et fornemt arbejde om det borgerlige dannelsesideal eller noget i den dur, mens Pelledrengen er blevet kandidat på et speciale om adaptiv lyd i real-life computerspil eller noget i den mol.

Og det er jo faktisk ikke så interessant en oplysning endda. Men hvis vi nu kombinerer det med oplysningen om, at Nicolai har været syg og er blevet opereret, og at Lars nærmest er forsvundet nede i Tjekkiet, så giver det jo straks mere mening altsammen.

Men det er jo ikke noget vi bare gør for vores egen skyld. Hvis du nu, kære læser, fx kender en der lider af Chrons syndrom og ikke ved, hvad det er for en fisk, så læs teksten til “Gifter du dig med mig”, hvis du lige står og mangler oplysninger om dansk svineeksport til Rusland, hvis du nu har fået en ny Sony Ericsson T610 (for det har webdreng Pelle) og ikke kan finde ud af sende din mor de billeder af karetturen, du tog d. 14. maj, jamen, så har vi i GMG stor erfaring med netop de emner. Og den erfaring har vi udelukkende fået, fordi vi har brugt tid på andre projekter end lige GMG.

Og nu til en god nyhed: Der går rygter rundt omkring, at GMG for nyligt har sagt ja til at spille på dette års Tremarksfestival. Der går endvidere rygter om, at de til lejligheden vil lave nogle nye numre. De ville egentlig have lavet numrene til Nicolais lejlighed, men den er lidt for rodet, så det ender nok med, at numrene bliver lavet i Pelle eller Mads lejlighed, men spillet til den lejlighed, som Tremarksfestivalen nu engang er.

Med mindre vi altså tager os sammen, og spiller en koncert et andet sted først…

Og til de kritiske mennesker, der tror, at GMG er færdige kan vi kun sige: I har ikke hørt de fantastiske udkast de nye sange, der kan handle om M/morse, pollen og Coca-colas servicetelefon.

3. februar Ok så. Der gik lige et halvt år uden nyheder. Traditionen tro har vi ikke lavet så meget. Vi har spillet en koncert i december for vores allernærmeste. Vi kan ikke huske, hvad vi spillede, da det var til en julefrokost, men vi nåede da at spille samme nummer to gange. Og ganske lige som alle andre år, er der en GrønMand, der er flyttet til udlandet. Denne gang er det Lars der skal ned og holde øje med Tjekkiet. Han taler vist nok stadig dansk.

Lagt i | Ingen kommentarer »