Bamses selvmordsbrev

Jeg er helt rolig når jeg skriver dette. Kuglepennen mellem mine poter bevæger sig stille hen over papiret og hvert ord kommer til mig som et svar. Det er slut. Gardinerne er trukket for, lyset slukket, anlægget spiller Mahler og på bordet ved siden af mig ligger tromle-revolveren, ladt med een kugle. Jeg har tisset af, skænket mig en whisky og tændt en af din mors cigaretter. Jeg er parat.

Jeg skriver i skæret af et stearinlys. Et gammelt kalenderlys jeg fandt i en køkkenskuffe, brændt ned til den trettende og noget skævt i det. Nu står det foran mig og drypper ned på papiret fra en lille lysestage af ler du vist lavede i skolen engang. Eller også er det et askebæger. Eller en elefant eller en rumstation, hvad ved jeg. Overfor kan jeg se mit eget ansigt, gult i skæret fra kalenderlyset, og jeg kan se at jeg var heldig med højden, da jeg hængte spejlet op. Da jeg pillede Mickey Mouse ned fra sit søm ovre på væggen og hængte spejlet fra badeværelset op i stedet. Så jeg kan se mig selv. Se det ske. Og nu ligger han så ovre i hjørnet, Mickey, med sin røde butterfly og sit tåbelige grin og jeg sidder og ser mig selv i øjnene, tæller dryppene fra kalenderlyset, mens pennen kradser hen over papiret. Syvogtyve. Otteogtyve. Jeg har spekuleret en del på om jeg når at se noget — om kuglen slukker alt på sin vej gennem mit hoved eller om jeg får nogle sekunder bagefter. Jeg har spekuleret en del på hvordan jeg kommer til at se ud, når jeg ligger der. Niogtyve. Jeg tror jeg ser det ske. Jeg tror jeg når at mærke mit hoved ramme bordpladen, mærker det begynde at tømmes. Og jeg tror, jeg bliver et hæsligt syn. Er jeg et hæsligt syn, Nicolai?

Hvis jeg kunne, smilede jeg til mig selv i spejlet, nu. Hvis jeg kunne, ville jeg blinke en gang og smile ad tanken om dig stående over mit lig. Nicolai. Men mine øjne er to knapper fra en af din fars gamle skjorter, de kan ikke blinke, og i min mund sidder gløden fra mit livs sidste cigaret og den vil jeg helst ikke forstyrre. Så det bliver uden smil, med et sug på en Grøn Look Light, at jeg ser dig for mig, stå hjælpeløs midt i værelset, under loftslampen med de blå biler og raketterne på, mens det langsomt synker ind og begynder at kunne ses i dit ansigt. Helt rolig og med cigaretrøgen rullende ud af næse og mund jeg ser dig træde et skridt tilbage og skille læberne for et skrig. Mens Mickey Mouse griner ad os ovre fra sit hjørne.

Kan du huske Otto, Nicolai? Teddybjørnen, den lille gule, lidt ussel i det, som du solgte på et loppemarked for nogle år siden. Han plejede altid at sige, at det var et hundeliv at være bamse. Og så kigge på mig med et alvorligt blik i de brune glasøjne og følge det op med et bestemt nik med sit lille, runde hoved. Og jeg kunne som regel ikke lade være med at smile lidt ad ham. Et hundeliv at være bamse. Det ved jeg ikke hvad jeg skal sige til. Jeg ved ikke rigtig noget om hunde. Jeg ved at jeg ser latterlig ud med slips og solbriller og at jeg er tre dage om at tørre når jeg har været med i bad. Tre dage. Jeg ved at jeg er nødt til at skide i kattebakken fordi toilet-kummen er for høj til mig, at jeg får udslæt af ryatæppet nede i havestuen og at ræven kom forbi og pissede på mig dengang du havde glemt mig ude i haven og jeg måtte overnatte under et træ. Og jeg ved at du solgte min bedste lille, gule ven i hele verden til en anden dreng for elleve kroner og en pakke boble-tyggegummi. Du fortalte mig det selv da du kom hjem. Og viste mig tyggegummi-papiret. Og lå og blæste bobler og læste Anders And blade hele aftenen, mens jeg sad og så til fra min plads på hylden og var ved at briste indeni hver gang du knaldede en boble. Kan du huske det. Kan du huske Otto, Nicolai.

Jeg hader dig ikke. Jeg hader ikke mit liv, jeg hader ikke engang mig selv. Jeg hader ikke din snorken, jeg hader ikke din lillebror — eller hans fedtede fingre — og jeg hader ikke timerne i din skoletaske blandt stilehæfter og gamle madpakker og heller ikke det hold i ryggen jeg har med ud derfra. Jeg tror jeg måske hader dine Dire Straits bånd — og de mintpastiller din mor har stående fremme på sit natbord. Katten, nok også. Og selvom jeg godt kan lide krydret mad, hader jeg at hele huset lugter af karry i flere dage hver gang vi har fået din livret. Og jeg hader Mickey Mouse. Dybt og inderligt, endda. Men jeg hader ikke dig. Jeg har aldrig hadet dig. Jeg bebrejder dig ikke noget, og du skylder mig intet. Men om lidt, når den sidste cigaret er røget og fjerde sats af Mahlers femte klinger ud, skyder jeg mig selv i hovedet med en kortløbet tromme-revolver, og lidt senere kommer du hjem og finder mig slængt ind over skrivebordet i en pøl af blod og plys og ubesvarede spørgsmål. Det er kendsgerningerne. Og de må svare for sig selv.

Lev vel,

Bamse

Leave a Reply