Hvorfor (snakker du ikke til mig mere?)

Jeg vågner kl. 7 og lukker mørket ind,
jeg føler mig som et forsømt lille skind,
det har heller ikke sneet i nat,
det har ikke været koldt, så det er ikke engang glat,
så jeg bliver nødt til at begive mig på vej,
jeg vil ikke kunne undgå at møde dig.

Du har fortalt mig alt om dig selv,
du ville ikke, men gjorde det alligevel,
jeg ved, at din mor har været psykisk syg,
og at din far er flyttet fra jer til en anden by,
at din bror ville være fodboldstjerne engang,
men nu arbejder som tjener i en spansk restaurant.

Hvorfor snakker du ikke til mig mere?
Du går bare forbi, som om jeg ikke eksisterer.
Hvorfor snakker du ikke til mig mere?
Du taler kun til mig, når din computer ikke fungerer.

Du har engang sagt, jeg var din bedste ven,
jeg kender din idealvægt og kan se, du ikke holder den,
du har givet mig en opskrift på kage uden æg,
og sagt, du ikke har noget imod at kysse mænd med skæg,
du har fortalt mig din yndlingsvittighed
med en amerikaner, en tysker, en dansker og en ged.

Det var kun mig, du gad at snakke med, når vi var til fest,
jeg ved hvilket foder, du giver til din hest,
jeg ved alt om dit ophold i Jerusalem,
og hvilken parfume du købte med hjem,
du har fortalt om Whitney Houston, mens vi så MTV
– måske har du bare ikke mere at sige.

Leave a Reply